Amerikanske pandekager sunde

Det har unægteligt været en omtumlet rejse. En rejse, jeg ærligt indrømmer, jeg ser frem til at få overstået. Misforstå mig ikke. Jeg føler en dyb taknemmelighed over at være gravid igen og overhovedet at have muligheden for at få et barn mere. Vi snakker dagligt og har stor glæde af at mærke hinandens bevægelser fra hver sin side af maven.

Jeg elsker ham inderligt allerede og er utroligt spændt på at møde ham. Og jeg håber inderligt, at han både bliver fuldt udviklet og at fødslen sætter naturligt i gang. Men når alt det er sagt, så glæder jeg mig også oprigtigt til at undgå at være gravid. Dog vil jeg mene, at dette i høj grad afhænger af den enkeltes graviditetsforløb.

Hvor en graviditet med Kurt var en af de mest fornøjelige og energigivende oplevelser, jeg har haft, har denne været væsentligt mindre behagelig med lillebror. Endnu mere brok. Og halsbrand. Hvis I har fulgt med i mine prøvelser, ved I, at det startede med seks måneders konstant og voldsom kvalme. Derefter havde jeg en kort, vidunderlig pause på et par uger, hvor jeg følte mig ganske veltilpas.

Ikke blot en smule hyggelig halsbrand, som jeg oplevede sidst i graviditeten med Kurt. Den type halsbrand, hvor en simpel dosis Galieve eller lignende, eller en ekstra pude under hovedet, løser problemet. Men alligevel. Da jeg senere var til lægetjek, tog han heldigvis min situation mere alvorligt, og jeg var nok også blevet bedre til at beskrive, hvor invaliderende det var at være ude af stand til at spise eller ligge ned for at sove.

Jeg fik medicin mod halsbranden, hvilket har medført en markant forbedring. Jeg er bestemt ikke fortaler for at tage medicin ukritisk, især ikke under graviditet, men hvis det drejer sig om uskadelige præparater, og det desuden medfører, at man igen kan leve, spise og sove nogenlunde normalt, så mener jeg, det er det hele værd. Der eksisterer et utal af graviditetsgener, og heldigvis er de fleste af dem ufarlige.

Men det betyder ikke, at de ikke kan være yderst generende. Og måske findes der en effektiv metode til at lindre eller afhjælpe dem. I dette tilfælde har det været en vigtig påmindelse for mig selv om, at det ikke altid betaler sig blot at holde ud. Leverkløe. Og lige da jeg troede, at halsbranden var under kontrol, begyndte en frygtelig kløe en nat. Og den stoppede ikke.

Selvom den var værst om natten, kløede det især i håndflader og hæle, men også på mine underarme, ankler og skuldre. Der var ingen tegn på udslæt, og en lille, bekymret alarmklokke ringede i baghovedet. For husker jeg ikke, at min veninde Louise sov med fødderne i spande med isvand under sin første graviditet? Og noget med forhøjede levertal og igangsættelse før tid for at beskytte baby?

Jeg var ikke helt sikker, men jeg var ret sikker på, at man ikke skulle klø på den måde under graviditet. Jeg kontaktede både førnævnte Louise og lægen, som straks bestilte blodprøver. Lægen ringede med det samme, da resultaterne forelå, til akutmodtagelsen for gravide på Hillerød, som iværksatte en behandlingsplan.

Når jeg tænkte nærmere over det, havde jeg egentlig følt mig ret utilpas i et stykke tid, men det var efterhånden blevet en konstant tilstand, og jeg havde haft en fornemmelse af, at alt summede, og at jeg slet ikke kunne finde ro i min egen krop. Og det viste sig desværre at være korrekt, for oplever man kløe under graviditet, især hvis den er mest udtalt under fodsåler og i håndflader og optræder kraftigt om natten, bør man være opmærksom.

For man kan lide af det, der kaldes graviditetsbetinget leverkløe eller leverbetinget graviditetskløe, begge betegnelser dækker over den samme lidelse. Og selvom det umiddelbart lyder harmløst, kan det være en alvorlig tilstand for baby. Kløen opstår, fordi leveren ikke fungerer optimalt og derfor ikke udskiller galdesyrer og andre affaldsstoffer, som i stedet cirkulerer i blodet.

Det kan være yderst ubehageligt for moderen på grund af kløen og utilpasheden, men desværre også direkte skadeligt for baby. I mit tilfælde modtager jeg behandling med levermedicin, der hjælper leveren med at afgifte kroppen, og som heldigvis ser ud til at virke. Hver uge får jeg taget blodprøver for at overvåge mine levertal.

Samtidig foretages der en hjertelydskurve for at sikre, at baby har det godt.

Men så skal han altså også ud, er anbefalingen. Jeg foretrækker at undgå kunstige hormoner, men hvis det er nødvendigt, så er det selvfølgelig dét, der skal til. Det vigtigste er, at lillebror kommer til verden sund og rask og uden at være påvirket af, at min lever ikke længere fungerer som affaldssorteringsanlæg for os. Farvel hjemmefødsel. Egentlig er de fleste af disse ting anbefalinger, og man bestemmer i vid udstrækning selv, hvad man vil og ikke vil.

Og der er da også stadig en lille mulighed for, at jeg føder spontant inden termin, og at det rent papirmæssigt ville være acceptabelt at fastholde planen om en hjemmefødsel. Men først og fremmest har jeg virkelig forsøgt at sætte mig ind i graviditetsbetinget leverkløe og finder det personligt mest forsvarligt at følge fødselslægens og jordemoderens anbefalinger, da de i dette tilfælde har en klar begrundelse.

Samtidig blev det efterhånden en anelse for mange scenarier at skulle forberede sig på. For der var tale om både igangsættelse inden uge 38, og dernæst en mulighed for at kunne vente til termin senest, og en sådan igangsættelse kan forløbe på mange måder. Og have mange forskellige udfald. Og hvis vi dertil skulle forberede en hjemmefødsel, som på sin vis er ret afslappet, men trods alt også kræver en hel del praktiske forberedelser, så blev det altså en anelse for overvældende for mig at skulle indstille mig på.

Så nu har jeg indgået en aftale med den søde jordemoder, der udarbejdede min fødeplan, at jeg skal på fødeklinikken, hvis muligt. Det er på hospitalet, men i mere hjemlige omgivelser og uden mulighed for medicinsk smertelindring, ligesom da jeg fødte Kurt. Hvis det ikke er muligt, hvis jeg er igangsat og desuden skal monitoreres tæt, så tager vi den derfra.

Først blev jeg ret ked af, at det hele måske ville blive meget, meget anderledes denne gang, men nu har jeg bearbejdet det lidt og har en tro på, at det nok skal gå fint, selvom det bliver noget helt andet. Og jeg glæder mig og er taknemmelig over, at jeg allerede har en positiv oplevelse i bagagen. Fødselsforberedelse og -modning.

Mens jeg måske ikke er helt så flittig denne gang med hensyn til decideret fødselsforberedelse, så er jeg det til gengæld med hensyn til modning. Jeg spiser dadler i store mængder, drikker hindbærbladte, går ture, spiser ananas, hopper på pilatesbold, går til Rebozo og akupunktur, og ja, alt andet man ellers kan finde på for at guide kroppen mod fødsel. Husk, at næsten alle disse ting foretages i måneden op til termin.

Man kan således med fordel begynde på eksempelvis dadler og hindbærbladte omkring uge 37. Det er ikke mirakelkure. Hvis de overhovedet virker. Af reel fødselsforberedelse har jeg haft en session med Moderfødsel og ellers har jeg blot øvet lidt vejrtrækning og afspænding fra Smertefri Fødsel, som jeg i sidste ende tog et kursus i, og man har stadig adgang til lydfilerne med øvelserne.

Og så har jeg drøftet fødslen med Nikolaj, der var en fantastisk fødemakker sidst, og jeg tror, han også vil være det denne gang. Lillebror virker også til at være en god fødemakker. Han er mindst lige så aktiv som sin storebror på dette tidspunkt i graviditeten, og det siger ikke så lidt! Grunden til vores glæde er, at han er i fuld vigør på trods af min leverkløe, og han har, ligesom Kurt, placeret sig godt med hovedet langt nede i mit bækken.

Sådan, lillebror! Benzin, eucalyptus og appelsinsodavand. Nå, se der. Jeg har tidligere skrevet, at jeg var en smule fascineret af de mere usædvanlige graviditets-cravings, og jeg må sige, at jeg har fået rigeligt af dem denne gang. Allerhelst ville jeg bare sidde og indånde benzindampe det meste af tiden.

Det er en virkelig intens trang og lyst. Og jeg drømmer intenst om at gå rundt på et bildæk på en færge eller tage et bad i benzin. Og jeg må erkende, at jeg en enkelt eller to gange mere end villigt har tilbudt mig selv til at tanke bilen, og at jeg måske, måske ikke i samme ombæring kom til at dufte til benzinpistolen. Og at jeg måske, måske ikke kiggede mig over skulderen for at se, om nogen opdagede, hvad den skøre, gravide kvinde foretog sig.

Men jeg har begrænset det til det. To gange. Selvom jeg næsten hver nat, når jeg ligger vågen på grund af kløen, drømmer om det. Heldigvis gør badesalt med duft af eucalyptus mig næsten lige så godt, så flere gange dagligt kan man finde mig på badeværelset, hvor jeg åbner posen med badesalt og inhalerer ivrigt. Ja, jeg er klar over, at jeg er tæt på at have pica-syndrom, eller måske er det den samme gruppe af gravide kvinder, der har trang til at spise skosværte, jord, kridt eller lignende.

Og måske er det endda et tegn på, at jeg mangler noget væsentligt? Noget andet, jeg har lyst til, er appelsinsodavand. Normalt er jeg ikke så glad for sodavand, og hvis det endelig skal være, så foretrækker jeg en cola, men her i slutspurten er jeg fuldstændig besat af Nicoline og Squash. Dygtige, dygtige krop. Tak for dig.

På trods af gener og ubehag og helt andre omstændigheder end sidst, har den alligevel produceret en cirka 3 kg tung, tilsyneladende sund og rask baby. Jeg forstår til fulde, hvordan en graviditet fungerer, men alligevel er det for mig fortsat et mysterium og et mirakel, at det rent faktisk kan lade sig gøre. Eller at undgå at være gravid længere, alt efter hvordan man ser på det.

Jeg elsker at mærke liv, og det er der heldigvis masser af fra de små spark, men hvor jeg med Kurt kunne have været gravid for evigt, fordi jeg havde det så godt, er jeg denne gang mere end klar til, at det snart er slut. Mest fordi jeg glæder mig sådan til at møde den lille skat, men ærligt også fordi min krop er ved at være helt udmattet.

Jeg ser frem til at dele fødselsberetningen med jer. Og er utroligt spændt på, hvilken historie det bliver.