Baldrian og antidepressiv medicin

Neurotransmittergenoptagshæmmere Virkningsmekanismen for hæmmere af neurotransmittergenoptagelse er traditionelt blevet forklaret på en bestemt måde. Denne hypotese anses dog for utilstrækkelig, og i nyere tid er der fremført andre betydningsfulde teorier til at redegøre for lægemidlernes effekt. Der findes både selektive genoptagelseshæmmere for serotonin og for noradrenalin.

En enkelt noradrenalingenoptagelseshæmmer, reboxetin, er godkendt til brug. De velkendte tricykliske antidepressiva (TCA) blokerer genoptagelsen af både serotonin og noradrenalin, dog i varierende grad. For eksempel påvirker stoffer med tertiære aminstrukturer, såsom amitriptylin, serotoninoptagelsen i højere grad end noradrenalinoptagelsen.

For forbindelser med sekundære aminer, som nortriptylin, gør det modsatte sig gældende.

Blandt de etablerede TCA har klomipramin den mest udtalte effekt på serotoninsystemet. Disse substanser påvirker desuden en række andre neurotransmittere og receptorer, hvilket primært antages at bidrage til stoffernes relativt mange bivirkninger. Se Tricykliske antidepressiva TCA. Enzymet forekommer i to variater. Type A metaboliserer især serotonin, noradrenalin og adrenalin, mens type B primært nedbryder dopamin og tyramin.

Ved at hæmme nedbrydningen af transmittere øges mængden, der kan frigives til synapsen. Der er markedsført en monoaminoxidasehæmmer (MAO-hæmmer) til behandling af depression. Isocarboxazid er en irreversibel hæmmer af begge enzymformer. Efter seponering genoprettes monoaminoxidaseaktiviteten gennem ny syntese af enzymet over en periode på cirka 2 uger. Behandling med irreversible MAO-hæmmere bør håndteres af læger med indgående kendskab til disse lægemidlers tilsigtede og utilsigtede virkninger.

Se desuden Irreversible, non-selektive MAO-hæmmere. Moclobemid er en specifik MAO type A-hæmmer, der blokerer enzymet kompetitivt, hvilket medfører en reversibel virkning. Enzymaktiviteten normaliseres parallelt med stoffets udskillelse fra kroppen. Der findes i øjeblikket ingen godkendte lægemidler af denne type i Danmark.

Disse stoffer blokerer de præsynaptiske α2-adrenerge receptorer. Herved modvirkes noradrenalins hæmmende indflydelse på frigørelsen af noradrenalin via blokering af de præsynaptiske α2-autoreceptorer og serotonin via blokering af de præsynaptiske α2-heteroreceptorer. Den øgede mængde noradrenalin vil yderligere resultere i øget frigørelse af serotonin gennem stimulering af postsynaptiske α1-receptorer.

Resultatet er en forøget postsynaptisk aktivitet af serotonin og noradrenalin. Mianserin udviser desuden antagonistisk aktivitet på α1-receptorerne, hvilket til en vis grad modvirker serotoninfrigørelsen, og det fungerer ligeledes som en noradrenalin genoptagelseshæmmer. Melatoninagonister Agomelatin er den eneste repræsentant for denne gruppe.

Lægemidlet udøver sin virkning ved at stimulere melatoninreceptorerne og blokere 5-HT2C serotoninreceptoren. Frigivelsen af noradrenalin og dopamin i frontal cortex øges, men stoffet har ingen effekt på niveauet af ekstracellulært serotonin. Agomelatin påvirker ikke optagelsen af monoaminerne og har ingen affinitet for α-, β-adrenerge, histaminerge, kolinerge, dopaminerge og benzodiazepinreceptorer.

Se desuden Melatoninagonister. Effekten formodes at skyldes en pulserende påvirkning af melatoninsystemet, da stoffets halveringstid er ret kort. Bivirkninger Som fremgår af tabel 4, har de forskellige kategorier af antidepressiva varierende grad af affinitet til noradrenerge, histaminerge og antikolinerge receptorer. Dette fører til karakteristiske bivirkningsmønstre, der derfor benævnes som noradrenerge, histaminerge og antikolinerge bivirkninger.

Stoffer, der udviser antagonistisk virkning på postsynaptiske serotoninreceptorer af typen 5HT2C, medfører færre seksuelle bivirkninger sammenlignet med stoffer, der øger den serotonerge neurotransmission uden samtidig at blokere receptoren. Visse antidepressiva har en krampetærskelsænkende effekt, hvis farmakologiske årsager ikke er fuldt afklarede, men dette udgør sjældent et klinisk problem.

Dette er særligt gældende for TCA, som også har en kininlignende virkning, hvilket potentielt kan påvirke hjertets overledningssystem på en uhensigtsmæssig måde. Serotoninsyndromet er en betegnelse for en samling symptomer, som tilskrives en markant øget serotonerg neurotransmission. Der er risiko for at fremkalde en hypertensiv krise ved behandling med isocarboxazid.

Hos patienter under 25 år er der i en metaanalyse observeret en øget forekomst af selvmordstanker og -adfærd i forbindelse med behandlingsstart, men ingen øget hyppighed af fuldbyrdede selvmord. I en dansk undersøgelse omfattende ca. Tværtimod var ingen af de 43 børn, der begik selvmord i den pågældende periode, under behandling med antidepressiv medicin.

Se desuden Unipolare depressive tilstande, Behandlingsvejledning. Arytmirisiko Visse antidepressive lægemidler kan påvirke QTc-intervallet. Dette er særligt relevant for citalopram, escitalopram og venlafaxin og er beskrevet i detaljer i en rapport fra Dansk Cardiologisk Selskab og Dansk Psykiatrisk Selskab med titlen: Arytmirisiko ved anvendelse af psykofarmaka. Denne kan downloades fra adressen www.

Nedenstående skema fra rapporten kan anvendes i forbindelse med valg af præparat og eventuel. Skema for indikation for behandling med psykofarmaka.