Barndommens gade film anmeldelse

En væsentlig del af Tove Ditlevsens tilværelse udspillede sig i det offentlige rum, hvilket skildres indgående i værket Barndommens Gade, hvor karakteren Ester fungerer som forfatterens personlige spejlbillede. Relationen til ophavet var præget af konflikter, da hun savnede anerkendelse og omsorg, hvilket tvang hende til at søge tilflugt i et indre univers af dagdrømme.

På den måde rækker fortællingen ud over den klassiske socialrealisme fra Vesterbro og etablerer sig snarere som en mental tilstand, et emotionelt landskab fyldt med kraftfulde og lyriske metaforer. Denne visuelle styrke kan i høj grad tilskrives fotografen Mikael Salomons tekniske og kunstneriske formåen. Salomon søgte efterfølgende lykken i den amerikanske filmindustri, hvor han stod bag produktionen Hard Rain, og han har sidenhen bidraget som instruktør på prominente serier såsom Band of Brothers, Alias samt Rome.

Hendes tankespind er præget af en uskyldig og lysende karakter, som danner en markant modpol til den grå og nedbørsramte virkelighed i hovedstadens baggårde, der udgør hendes daglige ramme. Hun reflekterer over eksistensen og kærlighedens væsen, mens hun arkiverer disse lyriske indskydelser i sin notesbog. Som en eftertænksom og emotionel sjæl oplever hun sig indespærret i et melankolsk fængsel, ligesom en fugl i et bur hos Blixen, fanget i en trøstesløs og fattig virkelighed uden lydhørhed for sit indre liv - på trods af de voksnes krav om modenhed og afkald på barnagtig adfærd.

Værket tydeliggør portrættet af en husstand, der mangler de nødvendige ressourcer til at drage omsorg for afkommet, både hvad angår finansielle midler og psykisk overskud. Kommunikation er en mangelvare, især vedrørende seksualitet, som i denne epoke var et belagt emne, man konsekvent forsøgte at ignorere.

Dette sker til trods for den fysiske nærhed i det fælles soveværelse, hvor faderen ugentligt gør krav på sin ægtelige ret, alt imens datteren befinder sig blot få meter derfra. Ester føler sig kvalt af de snærende rammer, en følelse hun deler med sin bror, der imidlertid finder modet til at bryde op og efterlader sin søster med de vise ord om, at man indimellem må konfrontere sin frygt.

Produktionens absolutte styrke findes i den unge Sofie Gråbøls præstation, som kort forinden havde sin første optræden i Henning Carlsens Oviri - ligeledes med Salomon bag kameraet - hvor hun optrådte sammen med koryfæer som Max von Sydow og Donald Sutherland i en imponerende debut. Hendes ageren er særdeles troværdig, og det var tydeligt for enhver, at et stort skuespilstalent var i færd med at folde sig ud.

Ikke desto mindre lider filmen under visse mærkbare mangler. Eksempelvis leverer Carl Quist Møller en noget forceret præstation som broderen i adskillige sekvenser, ligesom fortællingen præsenterer bipersoner uden den store dybde eller sammenhæng. Det vækker undren hos beskueren. En yderligere anke vedrører filmens skildring af arbejderklassen under Staunings æra; et københavnsk miljø, hvor hverdagen for den jævne borger var blottet for munterhed.