Besøg koncentrationslejren auschwitz

Gem Artikel Under et besøg i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau i sommermånederne stiftede jeg bekendtskab med værket »Mein Gott, warum hast du mich verlassen? Bogen udgør en korsvejs-meditation, forfattet af den tyske, katolske præst Manfred Deselaers. Forfatteren har dog ikke gennemgået korsvejens fjorten stadier i Jerusalem, men derimod i en af Hitlers »afdelinger af helvede på jorden«, nemlig koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau.

Med inspiration herfra kunne vi i denne fastetid bevæge os ad korsvejen. Som indledning på sin rejse mod Golgata dømmes Jesus på den første station til døden. Og således skulle det ende. Jesus havde jo ofte, mens han færdedes med sine disciple i Galilæa, udtalt: »Menneskesønnen vil blive overdraget i menneskehænder, og de vil dræbe Ham.« Selv i civiliserede samfund idømmes mennesker døden, også i vores nutid.

Vi bør derfor reflektere over dem, der idømmes døden, lige nu. Vi bør tænke på dem, der udstødes af samfundet og fællesskabet, lige nu. Og vi bør tænke på dem, som ingen længere ønsker, og som simpelthen skal »fjernes«, præcis som det skete for de halvanden million mennesker, der blev udslettet i Auschwitz-Birkenau. Artiklen fortsætter under annoncen Efter at være blevet dømt til døden, påtager Jesus sig korset på sine skuldre ved den anden station.

Her kunne vi rette vores opmærksomhed mod dem, der pålagde Jesus korset, gerningsmændene. Det mest foruroligende ved de umenneskeligheder, der finder sted i verden, er netop at forstå, hvor »almindelige« disse individer, gerningsmændene, var - også gerningsmændene i Auschwitz-Birkenau. På den tredje station falder Jesus for første gang under korset. Jesus synker altså omkuld under sin korsbyrde.

I helvedes filialer på jorden - i Auschwitz - er faldet. Det værste var ikke engang de fysiske lidelser, men hele det menneskelige forfald. Ofte var konkurrencen mellem de indsatte så intens i kampen for at overleve, at det var yderst vanskeligt at bevare solidariteten. En overlevende har fortalt: »Hvis man i forbindelse med sulten ønskede at dele et stykke brød med andre, krævede det tro på Gud.

Det var vanskeligere at dele et stykke brød med andre end at gå ind i gaskammeret.« Dog eksisterede der sådanne personer, der troede på Gud, og som formåede at dele. Jesus var jo Guds søn, men han var ligeledes Marias barn. Og de følelser, der eksisterede mellem Maria og Jesus, var de samme som mellem enhver mor og hendes afkom. Også hos de mødre, der var vidner til deres børns drab i gaskamrene i Auschwitz-Birkenau.

På den femte station træder et andet menneske ind på korsvejen, idet Simon af Kyrene bistår Jesus med at bære korset. Ja, »bær hinandens byrder, og således opfylder I Kristi lov!« Men har vi levet op til dette? Må vi ikke snarere på en langfredag erkende vores utilstrækkelighed. Vores personlige skyld - men også vores fælles skyld - som mennesker - som kristne.

Tænk blot på Auschwitz, hvor langt størstedelen af de mennesker, der blev gasset der, var jøder. Det jødiske folk var ofrene. Og da må vi bekende historien om vores skyld som kristne. De fleste kristne i Tyskland afviste under Hitler at »bære hinandens byrder«. I stedet påtog man sig en tung skyld. De fleste kristne bemærkede ikke engang, at ethvert krucifiks, enhver Mariastatue burde have båret jødestjernen.

Ifølge datidens raceideologi skulle Jesus, Maria og samtlige apostle have været ofre for gaskamrene i Auschwitz. På den sjette station tilbyder Veronika Jesus et svedklæde. Således yder hun Jesus en god gerning - som en af de få den langfredag. Men det er udfordrende at udvise godhed, når livet og verden synes at være fuldstændig i den Ondes vold. En kvinde i 80'erne, der var indespærret i kvindelejren i Auschwitz-Birkenau, har dog berettet, at hun udelukkende overlevede, fordi veninder - med fare for eget liv - viste bekymring for hende, da hun var alvorligt syg.

Hun bevidner således, hvor stor styrke venskab og kærlighed kan formidle. På den syvende station falder Jesus atter under korset. Det forekom sandelig, som om den menneskelige forbrydelse på langfredag skulle fejre sin absolutte sejr og triumf over Gud. Og således har det fremstået utallige gange siden. Også i Auschwitz. Vi ved, at »Guds tavshed« var uudholdelig for mange mennesker netop dér.

Måske gjaldt det særligt for jøderne, for hvem det repræsenterede et dobbelt sammenbrud af pagten.

Dog var »denne filial af helvede på jorden«, stedet for den dybeste nedværdigelse, samtidig et sted for den uovervindelige tro, for bønnen. Fra gaskamrene kunne man høre salmesang. Og også i »dødscellen« hos præsten Maximilian Kolbe kunne man høre bønner. På den ottende station formilder Jesus de grædende kvinder. Jesus trøster altså de grædende kvinder - trods det faktum, at han befandt sig på sin lidelsesvej, fuldt bevidst om sin egen situation.

Derfor var han ikke længere optaget af sig selv og sine egne omstændigheder, men derimod fuldstændig frigjort - fri til at tage de andres nød alvorligt. Vi bør ligeledes arbejde med os selv, således at vi kommer til klarhed over os selv, og således at vi frigør os fra os selv og kan tage de andres nød alvorligt - og endelig bekæmpe den racisme og nazisme, der herskede i Auschwitz.

Men vi kan kun tilegne os denne indsigt ét sted: Hos Jesus Kristus på korsvejen. Han, der på den niende station falder for tredje gang under korset. Dette indikerer, at Jesus nu på sin korsvej er fuldstændig udmattet og helt alene. Han trøster ikke længere nogen, før han hænger på korset. Og ingen hjælper ham længere. Jesus kan nu, ligesom ofrene på vej til gaskamrene, lade andre gøre med ham, hvad de vil, alene overladende sin lid til, at Han opretholdes et andet sted fra, fra Gud.

Også vi kan i vores tilværelse nå et punkt, hvor vi hverken kan bære os selv eller andre, men vi må da tro, at Gud vil bære os. Dog fortsætter overgrebene mod den rene, hellige Jesus. På den tiende station bliver Jesus frataget sine klæder. Total ydmygelse. Sådan som kun mennesker kan nedværdige hinanden og reducere hinanden til numre. I Auschwitz blev mennesker ligeledes reduceret til numre, frataget alt, uden nogen form for individualitet.

De blev arbejdskraft til udnyttelse, materiale til brug for SS-personales fornøjelse - råstofleverancer blev de, selv efter døden: hår, guld fra tænder; ja, selv ligenes aske blev udnyttet. Og under alt dette var det for den enkelte afgørende at bevare en bevidsthed om egen værdighed indeni, og ligeledes gentagne gange at formidle dette til hinanden.

På den ellevte station bliver Jesus naglet til korset. Langfredag blev præsten Pjotr Dankowski konfronteret af en kapo i Auschwitz: »I dag bliver du korsfæstet ligesom din mester!« Under byrden af dette faldt han et par gange, indtil han til sidst omkom under sin morders fod. I straffekompagniet samme langfredag blev en pigtrådskrans presset ned på hovedet af en jødisk fange.

Det stærke, onde, nazistiske overmenneske åbenbarer dog ikke sandheden om mennesket for os - men det gør den korsfæstede, som er stærk i sin afmagt, fordi han er sandfærdig: »Frygt ikke for dem, der kan dræbe legemet, men frygt for Åndens død, sandhedens død og kærlighedens død.« De reelle sejrherrer i Auschwitz var ikke sjældent ofrene.

Ved den polske rettergang efter krigen mod en kommandant fra Auschwitz sagde overdommeren i sin åbningstale: »I bevidstheden om vores ansvar over for de døde og over for de overlevende vil vi ikke miste af syne, hvad det drejede sig om i den kamp, som de førte - dem, der elsker folkenes frihed. Det store mål var jo at værdsætte menneskets værdighed. Det skal også komme denne anklagede til gode, for foran denne ret står i første omgang et menneske.« Sådan taler det sejrende offer til sin bøddel.

Ligesom Jesus fra korset kunne bede for dem, der korsfæstede ham: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!« Og vi hører hans råb: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?« Himlen over Auschwitz var tom. Uden sommerfugle, uden fugle og uden grønt. For mange har himlen også sidenhen i religiøs forstand været tom. Gud er ikke længere at finde.

Men vi skal altid tage sådanne erfaringer dybt alvorligt, og vi må ikke trivialisere dem med vores egen tro. Men vi skal huske, at Jesus selv på korset sagde: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?« For han kender smerten i tomheden og gudsforladtheden. Og han kendte den før nogen af os. På den trettende station bliver Jesus lagt i sin moders skød.

Pastor Maximilian Kolbe, som var en stor beundrer af Maria, sagde i en af sine sidste taler: »Kærlighedens konge kan man kun ære gennem kærlighed, og man kan kun give ham kærlighed som gave. Kærlighed lader sig ikke dybere beskrive. Man må selv opleve den. Himlen er dette at forene sig dybere og dybere med Gud gennem kærlighed.« Et par år senere var Kolbe allerede afgået ved døden.

Han havde frivilligt indtrådt i stedet for en anden fange i »dødscellen« i Auschwitz, hvor de indsatte blev sultet ihjel. For mange er Kolbe blevet et symbol på sejren over hadets og dødens magt i kraft af Kristustro - og kærlighed. På den fjortende og sidste station bliver Jesus lagt i graven. Men graven har ikke det sidste ord.